Villa Walker
Byggeriet
Midt i Oslos historiske bystruktur, kun få skridt fra Det Kongelige Slot, ligger en engelsk villa fra det 19. århundrede. Bygningen er oprindeligt opført som et klassisk byhus og har gennem en treårig, nænsom restaurering fået nyt liv. Projektet arbejder bevidst med spændingsfeltet mellem det eksisterende og det tilførte: den oprindelige arkitektur er bevaret som et bærende lag, mens nye funktioner og materialer er integreret med respekt for husets karakter.
I samarbejde med den norske musiker Alan Walker og hans team er villaen gentænkt som mere end bare en privat bolig. Den fungerer nu som et kreativt økosystem, hvor kunst, musik og kultur kan udfolde sig side om side. De indre rum er disponeret med fokus på flow, transparens og fleksibilitet — zoner til samarbejde, musikproduktion og møder er udformet, så de understøtter både koncentration og spontane idéudvekslinger. Materialevalg, akustik og lysføring er bearbejdet med stor præcision for at skabe rum, der både inspirerer og samler.
Valg af gulvløsning
Gulvene blev et centralt greb i projektet, hvor der er blevet skabt noget ekstraordinært. Hovedparten af villaen er belagt med Whalebone-eg, som er indrammet af en 180 mm planke. Et klassisk valg der tilfører varme, taktilitet og tidløs elegance til rummene. Som et markant, identitetsskabende element er et logo i merbau præcist indlagt i gulvet. Den varme træsort danner en raffineret kontrast til den lyse eg og understreger detaljens unikke udtryk.
Gulvløsningen fungerer dermed både som et funktionelt underlag og som et arkitektonisk statement, der binder husets historie og dets nye kreative formål sammen.
Til dette særlige projekt har vi hos Hørning været stolte af at indgå i et tæt samarbejde med Parkettstudio AS.
Foto af: Parkettstudio

NB: Billeder af træsorter er ikke sorteringsbilleder
Referencer
Få mere at vide om Hørning og verden omkring os i ord og billeder.
Her finder du de seneste nyheder og historier om dedikerede mennesker.






